Påskeekspedition med Idrottsveteranerna

 

Vi var i alt 7 stykker, der tirsdag formiddag mødtes bag hovedbanegården klar med fuldpakket rygsække. Robert, Jonas og Signe havde fået bakset pulke, telte, soveposer, ski og lejrudstyr i Roberts bette Toyota Yaris, som hurtigt blev tømt fr gods, hvorefter vi var klar til afgang og 22 timer i tog. Vi skiftede tog i Stockholm, og mødte her svenskerne samt Milad, der har planlagt turen. Milad briefede os om planen på vej i toget, og vi fik hilst på svenskerne. Det viste sig, at det kun var et par stykker ud af de 11 mand, som skulle med på den lange skitur, der var skadede veteraner. Milad var en af dem, og resten bestod af resursepersoner, et bestyrelsesmedlem fra den Norske veteranforening SIOPS, samt to journalister.

Ved ankomst have vi halvanden time til at pakke om og gøre klar til afgang, så vi fik hurtigt fordelt udstyr og fyldt termokanderne op med varmt vand på Fjeldstationen. Vejret viste sig fra sin gode side med vindstille og kun et par minusgrader. Før start samledes hele truppen, 18 mand høj til endelig briefing. Vi fik aftalt pauserutiner, og vi blev opdateret på lavinefaren i området, der viste sig at være historisk høj grundet specielle sneforhold.

Allerede 200 meter efter start måtte vi sige farvel til en af de svenske veteraner. Han var helt ny på ski, og da han var blevet udstyret med både blanke, glatte ski og en meget stor rygsæk, havde han svært ved at holde balancen, hvilket resulterede i en del styrt. Det blev for meget for manden, der har PTSD, og selvom vi tilbød at tage hans rygsæk på pulken så han bedre kunne koncentrere sig om skiene, var modet væk. Svenskerne var strøget til fjelds og var ikke til megen hjælp, så vi sendte ham retur til stationen.

Vi fik selv en god udfordrende start op ad bakkerne fra stationen, da folk lige skulle finde formen. Svenskerne var stukket fra os, og da vi mødte dem i pausen, besluttede de, at de hellere ville gå 60 min’s pas i stedet for de aftalte 50 min, fordi de gerne ville give den gas på skiene, og så hellerede tage længere pause og vente på os. Nu havde vi et par stykker i gruppen, der også var grønne på ski, og lige skulle finde balancen. Derfor var løsningen dømt til at fejle fra start, og det gik heller ikke længe, før vi mistede kontakten med svenskerne. Heldigvis havde vi aftalt, at vi fra VIM var pakket op, så vi kunne køre vores egen tur i det tilfælde, at der skulle opstå behov for at dele grupperne op. At det så skulle effektueres efter blot halvanden time inde i turen, synes vi var ærgerligt. Specielt set i lyset af, at der stort set ikke var nogen skadede veteraner på svenskernes hold, og fordi vi havde håbet på, at skulle på tur med skandinaviske ligesindede.

Herfra ændrede vi planen og justerede ruten ind, så alle i gruppen kunne være med hele vejen. Målet var oprindeligt at gå rundt om Abiskofjeldene, men det viste sig at være urealistisk for os. I stedet fulgte vi dalstrøget sydover i to dage, hvorefter vi lavede base camp. På dag tre gik vi en toptur i strålende sol. Turen op bød på en del højdemeter, og vi måtte stille skiene og gå på fødderne de sidste 500 meter til toppen, da sneen var for iset og hård til skiene. Oppe på toppen tog vinden til, og selvom udsigten var helt vildt flot, blev frokosten hurtigt indtaget. Turen ned var fantastisk. Flere fik slået et par telesving til trods for, at udstyret ikke akkurat er lavet til nedkørsler.

På vej ned gik en binding i stykker, hvilket gav mulighed for, at Robert fik afprøve sine færdigheder i etbens-skiløb. Det gik nogenlunde, og nede i lejren blev skien hurtigt fikset igen. På de sidste dage af turen blev det væsentligt koldere, og folk fik endelig lov til at mærke den arktiske kulde om natten. Det bød til gengæld på høj sol om dagen, og efter mange søvnløse nætter fik Morten endeligt set nordlys!

Anden sidste dag stod også på toptur. Ruten op var rigtig fin. Den gik op gennem en frossen selv, hvorefter vi gik et pænt stykke i birkeskov. Sporene blev trådt i helt uberørt sne, og flere gange satte sneen sig, når de svage lag kollapsede, hvilket mindede os om den høje skredfare. Vi valgte derfor en konservativ rute op på fjeldet. Oppe over trægrænsen viste Abisko sig igen fra sin smukkeste side, og skiløbet på vej ned bød på mange gode grin og ikke mindst styrt… heldigvis i dyb, blød sne og uden større uheld, end at en mand mistede benet et par gange! Resten af dagen blev nydt i solen med kortspil og hygge.

Sidste dag havde vi 6 km ned til stationen. Udsigten på vej nedover var virkelig flot, og vi nød en sidste pause i solen. Vel nede røg vi direkte i sauna og et velfortjent bad. Til frokostbuffeten, som selvfølgelig bestod af svensk pølseret, var Kristian så gavmild at give en omgang god svenske øl, herligt!

Turen hjem foregik som turen op. Vi blev stuvet ind i 6-mands sovekabiner, og der var god tid til at evaluere. Flere havde inden turen aldrig før sovet i telt om vinteren, samt været på vinterfjeldstur. Læringskurven har derfor været stejl for flere, og efter evaluering med Milad, blev vi enige om, at der næste år skal laves en tredeling af niveauerne. Der bliver således et hold, der primært opholder sig på fjeldstationen, og tager på tur derfra. Et andet hold går kortere ture fra hytte til hytte, og det sidste hold går en længere tur med overnatning i telt.

Desværre var vi forsinket i Stockholm, og vi missede vores tog. Vi blev derfor parkeret i loungen nogle timer. Heldigvis blev vi opgraderet til 1.klasse vejen hjem fra Stockholm. Vel hjemme i Kbh. efter 27 timer på farten var alle godt brugte, men rigtig mange oplevelser rigere.

Det var alt for nu. Forhåbentlig kan vi stille et hold igen til næste år, hvor Kjetil fra SIOPS planlægger at stille med en gruppe norske veteraner også. Planen er som sagt, at dele folk op efter erfaring, og blande folk på tværs af skandinavisk nationalitet. Det tror vi kunne blive rigtig godt!

 

Over and out – Team Abisko!