Arctic Challenge

Veterans In Motions’ grønlandsekspedition

Formålet er at vise omverdenen, at vi med Arctic Challenge kan rykke fysisk og psykisk sårede soldaters grænser, og at de på trods af deres skader stadigvæk er en kæmpe ressource. Det skal være med til at give erhvervslivet indsigt i det skjulte potentiale der er gemt i de danske veteraner – både dem der er kommet hele hjem og dem, der har ar på sjæl og krop.

Arctic Challenge løber af stablen i marts 2017 langs Grønlands østkyst i Nationalparken. Her skal ekspeditionen på cirka 20 veteraner hvoraf halvdelen er såret fysisk eller psykisk i løbet af en måned tilbagelægge 400 km på turski. Under ekspeditionen vil veteranerne blive udsat for alt, hvad Grønlands barske natur har at byde på: lige fra hårdt vejr og minusgrader til smukke naturscenarier og vilde dyr.

For at sikre at ekspeditionen forløber forsvarligt og bliver en succes, har Veterans In Motion hentet assistance fra Forsvarets eliteenheder. Således indeholder projektgruppen for Arctic Challenge personer fra Jægerkorpset, Frømandskorpset samt patruljefører og instruktører fra Slædepatruljen Sirius. Derudover deltager en læge, bandagist og fysioterapeut på selve ekspeditionen.

For at sikre, at hele målet med ekspeditionen bliver nået, og erhvervslivet og den danske befolkning får kendskab til det store uopdyrkede potentiale blandt veteraner, bliver Arctic Challenge og tiden op til fulgt af freelance-dokumentarfilm-fotografer.

“Aktiviteterne i VIM en oplagt mulighed for at bevise over for mig selv, at jeg stadig kan.”

Christian Lanz
Afghanistan hold 14.

”Jeg elsker udfordringer som giver mig en følelse af, at mit handicap ikke er nogen hindring”

Mark Peters
Kosovo hold 7, Irak hold 2, Afghanistan hold 1, 2 og 8.